Svenne arbejder som restaurant- og køkkenchef i en travl café. Han elsker sit arbejde – både tempoet i køkkenet og kontakten med gæsterne i restauranten. Men en arbejdsulykke ændrede pludselig hans hverdag.
Under rengøring af grillen smuttede en spatel og ramte hans venstre hånd. Skaden var alvorlig. Næsten al kraft i hånden forsvandt, og et langt forløb med operationer og genoptræning fulgte.
Det blev ikke bedre. Smerterne i fingrene var konstante, og kræfterne i hånden vendte ikke tilbage.
En hverdag i køkkenet blev pludselig svær
Som kok er hænderne det vigtigste arbejdsredskab. For Svenne betød skaden, at mange af de mest basale opgaver i køkkenet blev en udfordring.
Han kunne ikke længere håndtere gryder, potter og pander, når der skulle røres i dem. Det var svært at tage fade ud af ovnen, og mange opgaver, der kræver brug af begge hænder, blev pludselig næsten umulige.
Også arbejdet ude i restauranten blev påvirket. Servering og kontakt med gæsterne var ikke længere så ligetil – der var hele tiden en risiko for at tabe tallerkener eller service.
Med de smerter og begrænsninger han oplevede, havde Svenne svært ved at forestille sig en fremtid i køkkenet.
Måske et halvt år mere. Måske lidt længere. Men ikke meget.
En løsning blev testet i køkkenet
Gennem et samarbejde mellem Sedgwick og ScanExo blev en ny mulighed afprøvet: det grebsforstærkende exoskelet Ironhand.
Løsningen blev testet direkte i køkkenet – i de opgaver, der normalt var sværest for Svenne. Resultatet var positivt, og efterfølgende blev Ironhand bevilliget og leveret med oplæring og træning i brugen.
Siden har Svenne lært at arbejde med handsken som en naturlig del af sin hverdag i køkkenet.
I dag er han tilbage på fuld tid.
Da vi besøgte ham i køkkenet, fortalte han:
“Det går fint fremad. Der er stadig lidt tilvænning tilbage, men nu kan jeg igen håndtere gryder, potter og pander med venstre hånd. Det er et klart fremskridt.”
En løsning der også fungerer i et krævende arbejdsmiljø
Et professionelt køkken er et varmt og travlt arbejdsmiljø. Derfor var det vigtigt for Svenne, at udstyret også fungerer i praksis.
Ironhand-handsken kan vaskes, og under arbejdet bruger han en gummihandske udenpå for at beskytte mod vand og fugt.
Det gør selvfølgelig hånden lidt varm – men for Svenne er det en lille pris at betale for at kunne arbejde igen.
Mere end bare arbejde
Ironhand har ikke kun gjort en forskel i køkkenet.
Svenne er en ung mand med familie og nyt hus, og der er altid projekter og opgaver derhjemme. Før var mange af dem svære eller umulige at klare.
Nu kan han igen tage del i hverdagen derhjemme.
Sammen med Ironhand bruger han også et TENS-apparat, som stimulerer nerverne og hjælper med at dæmpe smerterne i hånden.
Tilsammen har løsningerne gjort en mærkbar forskel i hans hverdag.
Da vi spurgte Svenne, hvor længe han nu kan se sig selv arbejde i et køkken, svarede han med et smil:
“Det er svært at sige… men hvorfor ikke 10 år? Jeg er en glad mand.”